Spinatlasagne

Jeg har forsøgt mig med en vegetarisk lasagne mange gange, uden at ramme den der snaskede, smagfulde lasagne jeg drømmer om. Jeg er kommet frem til denne variant, der er cremet og har kant fra fennikel.

Den minder slet ikke om smagen i en klassisk lasagne, men hvis man kan abstrahere fra det og bare nyde smagen, så er her en ny familiefavorit.

wp-1487249323273.jpg

Ingredienser: 
1 løg
3 fed hvidløg
1 porre
1/4 fennikel
1 squash
Olie til stegning
900 g frossen, optøet spinat
Salt og peber
Friskrevet muskatnød
1/2 l sødmælk ca
lasagneplader
Evt. mornay sauce (jeg bruger denne opskrift)
Friskrevet parmesan

Fremgangsmåde:
Rens og snit løg, hvidløg, porre, fennikel og squash.
Steg grønsagerne i lidt olie.
Tilsæt spinat, salt og peber, muskatnød og sødmælk, og lad det koge lidt ind.
Lasagnen er nu klar til at blive lagt sammen, med skiftevis spinat, mornay og plader.
Slut af med spinat og giv den ca 30 min v/ 200 °C varmluft.
Riv frisk parmesan ud over og giv den ca 10 min.
Nu er lasagnen klar til servering, evt. serveret med en let råkost.

Vegetarburgere – de bedste!

Disse burgere er vanvittige lækre og jeg bliver bare aldrig træt af dem. Normalt bliver der 5 burgere ud af denne portion, men her har jeg lavet dem som en lille appetizer og jeg fik 18 miniburgere – gør som du har lyst, de smager fantastisk uanset størrelse.

På billedet er der ingen “overbolle”, men det er for at vise hvordan burgeren ser ud med de forskellige lag.

Burgeren indeholder en bolle af spinat og æg, en broccolicreme, en bøf af squash og porre, grillet aubergine og en tomatsauce – til slut en bolle mere. Hvis jeg har lidt ost putter jeg også det i, ligesom broccolicremen nemt kan erstattes med guacemole, hvis man hellere vil have det i.

Det kan lyde lidt kompliceret, men det er det på ingen måde, til gengæld går der lidt tid med at snitte grøntsagerne. Det der er fantastisk er at, alle elementerne kan laves dagen i forvejen og at burgeren også smager godt kold – ja faktisk foretrækker jeg den kold.

wp-1474294683507.png

Ingredienser til bollen:
400 g frossen, optøet spinat
30 g revet parmesan
25 g sesamfrø
1/2 tsk salt
Frisk revet muskatnød
4 æggehvider

Ingredienser til broccolicremen:
1/2 broccoli i buketter
200 g ærter
1/2 potte mynte (1 spsk tørret)
2 spsk cremefraiche
2 fed hvidløg
Citronsaft og honning
Salt og peber

Ingredienser til bøffen:
600 g revet squash
1 porre, fintsnittet
2 æg
1 tsk tørret basilikum
1 tsk salt
150 g rasp ca
Olie til stegning

Ingredienser til grillet aubergine:
1 aubergine i skiver
Olie
2 fed hvidløg, presset
1/2 tsk salt

Ingredienser til tomatsauce:
1 løg i tern
3 fed hvidløg, presset
Olie til stegning
1/2 rød peberfrugt, i tern
250 g cherry tomater, i kvarte
1/2 tsk tørret timian
Salt og peber
Honning

Et godt råd – jeg starter altid med at rense og snitte alle grøntsagerne til de forskellige elementer, så går det nemmere.

Fremgangsmåde til bollen:
Start med at presse alt vandet ud af spinaten.
Bland spinaten med parmesan, sesam, salt og muskatnød.
Pisk hviderne stive og vend dem i spinaten.
Fordel massen på 2 bageplader i et tyndt lag og bag i 8-12 min v/ 200 °C varmluft til de er gyldne.
Lad dem afkøle og skær dem derefter ud.

Fremgangsmåde til broccolicremen:
Kog broccolien al dente.
Tilsæt ærterne og kog i yderlig 2-3 min.
Afdryp og blend med mynte, creme fraiche og hvidløg.
Smag til med citron, honning, salt og peber.

Fremgangsmåde til bøffen:
Bland squash, porre, æg, basilikum og salt.
Tilsæt raspen lidt af gangen, til farsen er sammenhængende.
Form til bøffer og steg dem gyldne i olie.

Fremgangsmåde til grillet aubergine:
Vend aubergine skiverne med olie, hvidløg og salt.
Bred dem ud på en bageplade og bag dem i 10-15 min v/ 220 °C varmluft, til de er gyldne og møre.

Fremgangsmåde til tomatsaucen:
Svits løg og hvidløg i olie til de er klare.
Tilsæt peberfrugt, tomater og timian.
Lad det koge godt ud til tomaterne bliver lidt smattet.
Smag til med salt, peber og honning.

Nu skal burgerne bare samles og der er klar til servering.

Spinat deller

Disse spinat deller er super nemme at lave og de smager rigtig godt med en lækker dressing eller en god aioli til. Det er en af mine hverdags favoritter når det skal gå lidt stærkt, de er billige at lave og det er ingredienser som jeg stort set altid har på lager.

wp-1471689941836.jpg

Ingredienser:
700 g frossen, optøet spinat
2 rødløg, finthakket
4 æg
50-60 g havregryn eller rasp
Salt og peber
Frisk revet muskatnød
Olie til stegning

Fremgangsmåde:
Klem væden fra spinaten og kom den i en skål.
Tilsæt løg, æg og havregryn og bland det godt.
Tilsæt salt, peber og muskatnød.
Steg dellerne gyldne i lidt olie.

Pastinaksuppe

Jeg var så heldig at få fat i nogle lækre pastinakker og porrer fra min lillebrors kolonihave og dem tryllede jeg om til en lækker, cremet suppe.

Det er en suppe med god fylde i, som mætter godt og derfor er det en rigtig god hverdags ret.

wp-1474294792451.jpg

Ingredienser:
1 løg
3 fed hvidløg
2 porrer
700-750 g pastinakker
2 gulerødder
5 kartofler
Olie til stegning
3 spsk bouillon
Vand
2,5 dl piskefløde
Frisk revet muskatnød
Salt og peber
Citronsaft og honning
Græskarkerner og flutes til servering

Fremgangsmåde:
Rens alle grøntsagerne og skær dem i tern.
Svits løg, hvidløg og porre i olie til de er klare.
Tilsæt pastinakker, gulerødder og kartofler.
Kom bouillon i gryden og hæld vand på så det dækker grøntsagerne.
Lad det koge til grøntsagerne er møre og blend suppen.
Tilsæt piskefløde.
Smag til med muskatnød, salt, peber, citronsaft og honning.
Server suppen med græskarkerner på toppen og et godt stykke flutes.

Spinat rulle


Denne rulle består stort set kun af spinat og æg, er super nem at lave og kan bruges til mange forskellige ting. Den er oplagt at spise til morgenmad med lidt salat og en rest laks/tun/bønner eller anden protein. Ellers kan den bruges som en roulade til frokost/middag med fx tomatsauce, svampestuvning eller blomkålsris i.

Portionen giver 2 ruller og jeg laver ofte en dobbelt portion og smider i fryseren. Den er genial at have på lager til de travle morgner, så den kun skal fyldes med en rest fra aftensmaden. Kan desuden holde sig 3-4 dage på køl.

wp-1471263629401.jpg

Ingredienser:
4 æg
450 g frossen, optøet spinat
1/2 tsk havsalt
1 tsk tørret persille
Frisk revet muskatnød
Frisk kværnet peber

Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 200 °C varmluft.
Del æggene i blommer og hvider.
Klem væden ud af spinaten og hæld den op til æggeblommerne.
Tilsæt havsalt, persille, muskatnød og peber og rør det rundt med en gaffel.
Pisk æggehviderne stive og vend dem forsigtigt i spinatmassen.
Bred massen ud på 2 bageplader og bag dem 8-10 min.
Hold godt øje, massen skal være fast og gyldenbrun, ikke mørk.
Vend rullen med bagsiden opad, fjern bagepapiret og lad den afkøle.
Kom fyld i og server.

 

Luksus Kartoffelmos

Jeg eeeelsker kartofler i alle afskygninger, med undtagelse af de kedelige kogte. Den anden dag kom jeg til at tænke på min ynglings måde at servere kartofler på. Den er inspireret af den måde min far serverede bagekartofler med fyld i, da jeg var barn og den smager syndigt godt.

wp-1456686006214.jpg

Ingredienser:
1 kg kartofler
500 g frossen, optøet spinat
1 dl mælk
½ tsk muskatnød
Salt og peber
½ dl mælk
50 g smør
1 pk (200 g) pikantost
Olie til pensling

Fremgangsmåde:
Kog kartoflerne uden salt.
Pres væsken ud af spinaten og kom den i en gryde med 1 dl mælk og muskatnød, kog mælken ind.
Mos kartoflerne med ½ dl mælk, smør og pikantost.
Smag mosen til med salt og peber.
Pensel et ovnfast fad med olie.
Kom halvdelen af kartoffelmosen i faddet, lig den indkogte spinat over og kom den anden halvdel af kartoffelmosen over.
Bag i 15-20 min v/ 200 °C varmluft til den har en let gylden overflade.

wp-1456685990587.jpg

Filodej med spinat/feta og myntedip

Disse små trekanter er en lækker lille forret eller hapser og de smager også fint i madpakken dagen efter, selvom de ikke er sprøde når de er kolde.

Vi fik dem som en del af en tapas anretning, jeg lavede til Michael i fredags. Jeg synes det er super hyggeligt med lidt let hygge mad på en fredag, hvor der er tid til at sidde lidt længere ved bordet – og når Regitze sidder ved bordet i 20 min er det ren luksus.

wp-1457115590794.jpg

 

Ingredienser til filo trekanterne:
1 løg
2 fed hvidløg
Olie til stegning
250 g frossen, optøet spinat
1 tsk tørret basilikum
Fint revet muskatnød
125 g feta
1 pk filodej
Olie til pensling

Ingredienser til myntedip:
1 potte mynte
1 1/2 dl cremefraiche
3 spsk citronsaft
1 tsk kanel
1 knivspids citronpeber
1 knivspids tørret mynte
Salt

Fremgangsmåde:
Hak løg og hvidløg meget fint og svits det i olie i en gryde.
Vrid spinaten for vand og steg den med, sammen med basilikum.
Riv lidt frisk muskatnød i spinaten.
Tag gryden af varmen og smulder fetaen i spinaten.
Stil spinat blandingen til afkøling og lav imens myntedippen.

Hak mynten fint.
Bland mynten med cremefraiche, citronsaft, kanel, citronpeber, tørret mynte og salt.
Stil den på køl og smag til inden servering.

Klip hver filodej plade i 6 strimler som på billedet nedenunder.
Lig en skefuld fyld på i den ene ende og følg resten af billederne for foldningen.
Fortsæt indtil der ikke er mere dej og luk ved at fugte fingrene med lidt vand.
Pensel trekanterne med lidt olie og bag dem ved 175 °C varmluft i 10 min.

 

wp-1457115531053.jpgwp-1457115543641.jpgwp-1457115554188.jpg

Spaghetti vege´nara

Spaghetti Carbonara er en simpel og lækker ret, som jeg her har lavet i en vegetarisk udgave. Jeg har skiftet baconen ud med svampe, da de har en god umami smag og giver retten lidt af kødets fylde. Retten er simpel, nem at lave og velsmagende.

wp-1456473410471.jpg

Ingredienser:
400 g tørret spaghetti
3 bananskalotteløg
1 porre
400 g svampe
2 dl fløde
4 æggeblommer
Frisk revet muskatnød
Salt og peber
50 g parmesan

Fremgangsmåde:
Kog spaghettien i en gryde med masser af vand og salt og kog dem al dente.
Rens og snit løg, porre og svampe.
Svits løgene klare i en anden gryde og tilsæt porre og svampe.
Dræn spaghettien og tilsæt den.
Hæld fløden på og lad den koge lidt ind.
Tag gryden af varmen og rør æggeblommerne i.
Smag til med muskatnød, salt og peber.
Riv parmesanen og rør i.